Velkommen til iVANDviden.dk

Velkommen til vores klorunivers. På denne hjemmeside kan du læse meget mere om det, som vi tilbyder til alle, som elsker viden om vand og vandaktiviteter.

Drømmen om, at hele Danmark bliver glade af og med vandoplevelser, har gennem flere år drevet vores vandentusiasme.

iVANDviden sætter rammen om den gode svømmeundervisning med oplevelser, aktiviteter, refleksioner og læring i proces i alle vandarbejder. Vi tilbyder en mangfoldighed af vandviden, hvor både oplevelser og læring har vores allerstørste fokus.

Til svømmeklubber er der megen viden og inspiration at hente fra iVANDvidens klorvandserfaringer. Vi tilbyder og kan levere viden om og indsigt i, hvordan underviseren kan optimere formidling, så indlæringen bliver legende let på alt fra babyhold til tritræning.

Velkommen til – vi glæder os til at dele vores viden om vand med dig.

Martin Bruun Hansen & Liselotte Christensen

Recent Posts

Svømme med vinger? Nej, ellers tak!

Gennem mange år – nærmest 25 år har jeg haft fornøjelsen af at lære mange mennesker at svømme, heriblandt rigtig rigtig mange skønne børn.

Jeg er en af de mange veluddannede og dygtige svømmeinstruktører, som elsker at dele glæden ved vandet og dets muligheder. Og som underviser på mange kurser, uddannelser og seminarer er jeg mange gange blevet opfordret til at dele min viden omkring påsatte opdriftsmidlers dræbende muligheder for udfoldelse og oprigtig behændighed i vand.

Uha en masse fine ord. – jep, det er nemlig det, vi også kan i svømningens verden. Sætte ord på, hvad vi kan gøre ved vandet, og hvad vandet kan gøre ved os. Derfor læs bare videre, hvis du er nysgerrig på, hvad du eller dit barn har af muligheder i vand uden opdriftsmidler.

Opdriftsmidler har eksisteret i mange år, de kommer i form af plader, pull bouys, bælter, baderinge og -bolde, vinger og andre fede oppustelige dyr og figurer. Børnene elsker dem, og det gør jeg også. Jeg elsker at lege med og tumle rundt i og med dem, afprøve dem, dykke med dem, pifte dem og kaste med dem. Men jeg bruger bevidst ikke bælter og vinger i mine præsentationer og undervisningstimer, hvor børnene eller andre skal lære at tackle vandets opdriftsmuligheder.

Behændighed i vand handler om at vide og erfare kropsligt og kognitivt en masse om, hvordan vandet påvirker os, og hvordan vi kan påvirke vandet. Vandets molekyler ligger væsentlig tættere end luftens molekyler. De molekyler, som vi hygger med i vandet, gør det muligt for os at flyde, mere eller mindre. Jo mere polstring, jo bedre statisk opdrift, dvs. jo bedre flyder vi rundt. Vandets molekyler giver os mulighed for at skabe fremdrift og derved opdrift. Jo mere fart vi kan sætte på vores bevægelser i vandet, jo hurtigere kan vi bevæge os rundt, frem, tilbage, hen, ned og op i vandet. Fremdrift kan foregå i mange retninger, når vi leger eller bevæger os i vandet. Den gode svømmer kan tage banevis af crawl og denne form for svømning er altså også en fremdrift. Fremdrift er også, når vi dykker under vandet.

Mange forældre siger bekymret, ”Liselotte, mit barn er mere under vandet end over vandet” – JA, er det ikke fedt – ”dit barn laver masser af fremdrift under vandet, og kan holde vejret helt vildt lang tid, det er da mega-sejt” er mit svar altid.

Det barn, som leger med fremdriften i vandet, om det er med hovedet under eller over, er fuldstændig ligegyldigt, det barn, lærer nemlig så meget kropslig behændighed i vandet, det må vi endelig ikke bremse. Så længe vi leger med fremdrift, kan vi roligt glemme alt om vejrtrækning, – holdning og – udånding. Alt det med vejrtræningen, skal jeg nok lære dit barn. Når et barn er så nysgerrigt på legen i vandet, gør det bare mit job med at lære dem en stilart eller tre mange gange lettere. De vil hurtigt opsnappe mine få tricks til at lære stilarterne. Hvilket jo er det, som de fleste forældre gerne vil betale mig for.

Meld dig ind i en svømmeklub eller forening, hvor der er dygtige svømmeinstruktører, som ved, hvorfor vi ikke bruger påsatte opdriftsmidler.

Hvornår skal man IKKE bruge opdriftsmidler:

  • Når man skal lære at svømme, det være sig stilarter, dykning, vejholdning, glide, flyde, spring fra vipper og kanten, balance og generelle indlæringsaktiviteter.
  • Når ens barn IKKE kender til vandet!
  • nej, når dit barn endnu ikke har lært, hvad vandet er i stand til at gøre ved dit barns krop, så skal du ikke påsætte det endnu en forhindring.

Jeg har engang hentet et barn på bunden af 4 mtr. bassinet, fordi faren tog barnet med over til det store bassin og ville hoppe fra vipper med barnet. Jeg advarede faren om, hvilke konsekvenser det havde for barnet at lære at springe med vinger. Han afviste mig blankt. Jeg pointerede for ham, at han selv skulle være opmærksom på at hente barnet op, da det ikke var første gang for mit vedkommende, at en sådan situation ville få fatale følger. 

Tre minutter senere måtte jeg på bunden efter barnet, hvis vinger var røget af – faren i panik, barnet uden behændighed og en kæmpe forskrækkelse i bagagen!

  • Når du ikke gider holde øje med dit barn

Hvornår kan man bruge opdriftsmidler:

Når du vil øve fx benspark på andre måder end i streamline-positionen – brug da plade og/eller svømmefødder.

Hvis barnet har bøvl med udgangsstillingen, brug da bælte til at hjælpe med, – men kun kortvarigt, altid kun kortvarigt – bæltet bliver hurtigt en sovepude!

Hermed også lidt indsigt i, hvorfor vinger er no go:

Vinger forhindrer dit barns kropslige forståelse af opdriften, som det skal bruge til at lære vandet at kende og videreudvikle forståelse for fremdrift. Dit barn kommer til at tage væsentlig længere tid om at lære at svømme. Dvs. du bremser dit barns svømmeudvikling!

Vingerne giver en unaturlig kropsstilling i form af den opdrift, som der påsættes armene. Nok giver det barnet mulighed for at se over vandet, men det ødelægger al naturlig kropsstilling forud for selve stilartsindlæringen. Dvs. igen bremser du dit barns svømmeudvikling!

Vinger kradser i dit barns ansigt og hæmmer dit barns lege i vandet.

Børn, som er startet ud med vinger, tager som regel længere tid om at lære at svømme.

Vinger er årsagen til, at dit barn lærer sig selv forkert teknik til fremdrift

Vinger er årsagen til en dårligere fremdrift, da de er modstandsskabende

Vinger modarbejder dit barns forståelse af egenopdrift

Vinger giver ikke dit barn selvredningsfærdigheder

Dit barn er naturligvis ikke under nogen form for uddannelse til Navy Seals, men skulle dit barn forulykke ved at falde i vandet(pool/havn/bassin/å/sø) uden dit opsyn, så vil dit barn ikke klare sig eller kunne holde sig oven vande, da vingerne plejer at skabe den opdrift, som dit barn ikke har lært!

”Dit barn er meget dygtigere og modigere, end det selv tror 

og 20 gange modigere end dets mor tror”

Liselotte